Fundet i Skive Folkeblad, Juletillægget 1967:
|
Dagmar, Lasse og Ruth har haft deres sidste
sejlads på Limfjorden |
|
Dagmar og Lars Dyhr er i deres halvfjerdsindstyvende år vendt tilbage til fødeøen Fur. Parret har trofast fulgt hinanden på søen i storm og stille, siden de i 1923 motoryachten "Ruth". Dagmar Dyhr har i et år boet i barndomshjemmet i Nørre Debel, og nu er også Lars Dyhr gået i land for altid. "Ruth" ender sikkert som bål ved førstkommende Sct. Hans.
En januardag i 1960 drev et lille
motorskib, med ismasserne østpå gennem Løgstør Bredning. En isklods havde
fanget det og naturkræfterne førte det mod undergangen: Aggersundbroen. Skibet
var den 38 tons store motoryacht M/S Ruth af Nykøbing Mors. Om bord var skipper
Lars Dyhr og hans besætningsmedlem hustruen Dagmar. De var påklædt til at gå på
isen hvis skibet skulle blive knust mod broens piller.
|
|
Dagmar
og Lars Dyhrs husmandssted til søs - moteryachten Ruth af Nykøbing Mors. Her
ses den fuld lastet på vej gennem Limfjorden mod Ålborg. |
- Ja, vi har såmænd oplevet nok til, at
der kunne skrives en roman om det, ikkesandt Lasse? Så ville vi sikkert også
bedre kunne huske det, alt sammen, når vi bliver gamle og mimrende.....
En knugende oplevelse
Oplevelsen i isen vil Dagmar Dyhr dog
aldrig glemme. Dertil knugede den for stærkt. Og skulle enkelthederne med årene
udviskes, kan hun støtte sig til et bundt gulnede avisudklip, der fortæller om
begivenheden. Ivrigt beretter hun nu om tildragelsen for alle, der vil lytte.
Og det er nok værd at høre på, for trods de halvfjerds år er hun ung i sindet.
Lars Dyhr nikker et ja eller et nej, roligt og koldsindigt. Også han er
halvfjerds, så intet haster længere for ham. Han smiler stille, når Dagmar
opfrisker minder fra de mange år på Limfjorden. Dagmar og hendes Lasse er gode
at gæste, og sjældent har hun det ensomt, mens han er væk fra hjemmet. Der går
lang tid mellem hans besøg, for han er nu skipper på båden, der er Livø's
navlestreng til fastlandet. Men så er der naboerne til at underholde Dagmar -
eller hun dem - og de kommer gerne i den lavloftede, lune stue i de lange
efterårsaftener. Dagmar Dyhr flyttede ind i sit fødehjem i Nørre Debel i august
sidste år,
I drift mod broen
Klokken var næsten 13, og Løgstør var i
sigte. Ruths motor havde i lang tid arbejdet hårdt for at stampe yachten gennem
grødisen. Da var det, skibet løb ind i en isklods. Det tabte omgående fart og
var snart krystet i isens favntag. - Vi frygtede med det samme Aggersund-broens
piller, fortæller Dagmar Dyhr. Førte isen os mod dem, ville skibet knuses. Vi
fandt en økse frem, så vi kunne kappe masten, hvis den skulle hænge fast i
broen. Den var ny, skibet gammelt, og den kunne presse bunden ud af skroget,
hvis den ramte broen. Så tog vi varmt tøj på og gjorde os klar til at forlade
skibet, hvis det skulle blive skruet ned. Imens havde havnefogeden i Løgstør
alarmeret Statens Istjeneste, men for en gangs skyld fungerede den ikke efter
hensigten. Den blev siden angrebet kraftigt for den langsomme arbejdsgang, der
blev afsløret. Vagten på broen havde ved 17-tiden set det lille skib komme
drivende og havde givet melding til havnefogeden Løgstør. Han ringede til
istjenesten, men da var klokken blevet over 17, og chefen, der skulle dirigerer
isbryderen til hjælp, var gået hjem. Efter megen diskussion blev han overbevist
om hjælpens nødvendighed, og isbryderen Goliath blev sendt fra Skive med kurs
mod Løgstør. Dagmar og Lars Dyhr havde næsten opgivet håbet om redning. Talrige
kander kaffe var blevet brygget i kabyssen, for at de skulle holde varmen. Ind
imellem spejdede de mod alle verdenshjørner Kom hjælpen dog ikke? - Jeg turde
ikke sige noget til Dagmar, da jeg kort før midnat saa et lysglimt over
is-ødet, fortæller Lars Dyhr. Jeg gik ned og drak en kop kaffe mere, men da jeg
atter kom i styrehuset, var der ingen tvivl. Der kom isbryderhjælp. - Da havde
vi været i drift i 12 timer, men kun fjernet os to kilometer fra stedet, hvor
vi gik fast. Da isbryderen kom, var vi 200 meter fra broen! Folk stod i
hundredvis og ventede spændt på, hvad der ville blive vor skæbne. Brovagten
havde allerede til-rigget de liner, folk i vor situation plejer at reddes med.
Vi var jo hverken de første eller sidste i knibe ved Aggersund-broen. Et par år
før havde en skipper stået på broen, mens hans skib førtes under den af isen.
Da det var velbeholdent ude pas den anden side, sprang han atter ned på dækket
og lod sig drive videre.
Så hellere en orkan
- Jeg vil hellere være på fjorden i en
orkan end opleve endnu en gang at være spærret inde af isen. Man føler sig så
magtesløs, siger Dagmar. Man stirrer og stirrer ud over den livløse flade, til
øjnene svier og løber i vand. Andet kan man ikke gøre. Jeg er glad for, at jeg
endelig er blevet fri for søen, siger hun. En vinterdag på Limfjorden med
vindstyrke 12 er kun interessant bagefter. Det prøvede vi engang, vi havde den
mindste pas to år med på tur. Klokken 10,30 måtte vi kaste begge ankre og sætte
motoren på næsten fuld kraft for ikke at drive. Der lå vi underdrejet til
klokken 20. Det eneste tørre sted i sådant et vejr er ens køje. Da Dagmar og
Lars lærte hinanden at kende, var han fisker. Han stammer fra Engelst på Fur. I
1923 købte han Ruth. M/S Ruth af Nykøbing Mors, 38, tons motoryacht med 10
hestes motor. Ruth blev bygget i 1858. I 1898 blev hun ombygget fra klink- til
kravelbeklædning. Hun har været et stolt skib i sin tid, var oprindelig rigget
som slup med topsejl og jagerbom. Lars byggede selv i 1926-27 hendes styrehus,
og to gange fik hun kraftigere motor.
Dagmar var eneste hjælp om
bord
Ruth blev familien Dyhrs levevej. Lars og
Dagmar har ikke længere tal på de ture, de har taget mellem Nykøbing, Fur og
Aalborg med stykgods og foderstoffer. Dagmar var altid med, indtil deres to
piger begyndte at gå i skole. Siden var det kun i ferierne, hun kunne hjælpe
sin mand om bord. Men da børnene var store nok til at klare sig selv, tog
Dagmar atter sin tørn som eneste besætningsmedlem på Ruth. Lars og Dagmar blev
kendt af næsten hver mand på de tre Limfjordshavne. Når de kom i havn, blev der
latter og smil til alle. I Aalborg blev Ruth kaldt Ferieskibet, på Fur ,,Det
flydende Hotel", men det var langtfra nedsættende. Skipperfamiliens
gæstfrihed spørges videnom. Mange har grund 'til at være de to taknemmelige for
gratis tur mellem Nykøbing og Aalborg, og ingen vil påtage sig at tælle de
kopper kaffe, der i tidens løb er skænket i skibets kabys. En skipperkone, der
henlægger sin husholdning til familieskibet, kommer ud for lidt af hvert, men
Dagmar har været ukuelig. En af de mere ubehagelige episoder, som man dog har
leet meget af siden, oplevede hun engang i Aalborg.
|
|
Børnene flokkedes på kajen, når Ruth gik i
havn. Så myldrede de ombord. Her ses børnebørn og deres legekammerater på
lugen til lasten. |
Vandgang i Aalborg
- Ruth var gået til kaj, og Lasse var i
land for at ordne forretninger, fortæller Dagmar. Jeg bestemte mig til at gå på
visit hos konen på det skib, der var fortøjet ved siden af os, og jeg tog mit
strikketøj med.
|
* Med et langt skridt
var jeg ovre på |
Jeg slap med forskrækkelsen og tre knækkede korsetstivere. Allerede i 1926 var Dagmar og Lars flyttet fra Fur til Nykøbing. En dag I 1961, da de netop var vendt hjem fra en tur fra Aalborg, blev Lars spurgt, om han ville afløse skipperen på rutebåden mellem Livø og Rønbjerg I Himmeriand. Lars sagde ja, og da begyndte en tid, parret ser tilbage på med glæde. I 1961 flyttede de fra Nykøbing og ankrede op ved Livø. Det første år boede de ombord på Ruth, men da Lars blev fast ansat, flyttede de ind i Skipperhuset.
Tiden på Livø
Der blev usædvanligt meget liv på Livø,
efter at Dagmar og Lars ,var kommet dertil. Den store familie og de mange
venner besøgte dem gerne, og forstanderen på institutionen for unge mennesker
påstod, at øens befolkningstal blev øget med 75 procent hver sommer, siden Lars
og Dagmar var flyttet dertil. I de år havde Ruth gode dage, og det var godt for
hendes ældede skrog. Hun kunne dog stadig tage familie og venner på lange ture
i Limfjordens vande, og der var ét leben og et røre på hendes dæksplanker, når
Lasse og Dagmar tog på udflugt. Dagmar har aldrig villet lade sig slå ud af
noget, heller ikke et par uventede gæster kunne bringe hende ud af fatning. De,
der skal have gæster i julen, kan sikkert forestille sig, hvad det vil sige at
folk ,,falder ind" i snesevis. Det var ikke noget særsyn i det Dyhr'ske
hjem i somrene på Livø. Dagmar mener selv, at den største ,,besætning",
Ruth nogensinde er stået til søs med, var de 38 feriegæster, der en sommersøndag
skulle se farvandene omkring øen. Der var ikke mange tommer ledigt dæksplads.
Men lige så skøn, sommeren kan være på en ø fjernt fra den brusende turist-
strøm, lige så streng og barsk kan vinteren være. Vintermånederne 1962-63 var
hårde for Livøs befolkning. Limfjorden frøs til, men det var nødvendigt at
holde forbindelse med fastlandet. Som skipper på rutebåden var Lasse også
forpligtet til at sørge for udveksling af varer og mennesker i vintertiden. Det
første køretøj, der blev taget i brug den vinter, var en havefræser med en vogn
spændt efter. Den kunne tage et par tønder korn med til Rønbjerg og en tromle
olie med tilbage. Senere kom der mere system i fragtruten. Livøfolkene skaffede
en gammel lastvogn, og den gjorde mange ture. Det var et besynderligt køretøj
at se på. På hver side havde den tre meter lange ,,vinger", der skulle
hjælpe med at holde bilen oppe, hvis isen skulle briste.
Lasse går i land
Dagmar og Lars blev halvfjerds sidste
vinter, og da syntes de, det var på tide at slutte arbejdsdagene. Dagmar
flyttede i august sidste år ind I sit barndomshjem i Nørre Debel, omend hun kun
med vemod tog afsked med Livø. - Der havde vi det så dejligt, siger hun. Vi
boede i det skønneste hus, man kan tænke sig, og vi havde en god, gammel bil. Den
havde ingen nummerplader, men Lasse har heller Ikke kørekort, så det passede
godt sammen. Lars Dyhr kunne først her ved juletid løses fra sit arbejde på
Livø båden. - Men så har han også lovet mig at gå i land for altid, siger
Dagmar med et kærligt sideblik til sin Lasse. -Vi har altid holdt sammen. Jeg
har fulgt ham hele livet, så han har lovet at følge mig resten af vor tid. Lars
smiler og mener, at han nok kan holde sig fra søen, hvis han stadig har Ruths
redningsbåd at plaske lidt rundt i. Ruth er de sidste par år blevet noget
aflægs. Hun er ikke blevet vedligeholdt, fordi det ikke har kunne betale sig.
Men hun gør stadig turen mellem Livø og Fur, hvis vejret er godt. Hun er
begyndt at trække vand og vil sikkert ikke komme til havs, når Lasse er kommet
hjem. En mand i Vildsund har spurgt på hende. Han vil udruste hende med rambuk
til pælenedramning, men hun ender nok sine dage som bål ved førstkommende Sct.
Hans, når motoren fra 1952 er pillet ud, siger Lars.
Gule ærter til 50
Dagmar og Lars får ingen trist alderdom.
Vennerne kommer stadig, og de tre børn og 11 børnebørn gæster dem flittigt. -
De passer jo sig selv, siger Dagmar, og jeg slapper så dejligt af når de er
her. En laver mad, en anden bager, så jeg har intet besvær, selvom vi mange
gange har besøg af mere en en snes mennesker. Naboerne fortæller med stolthed
om Lars og Dagmars dyder.
- Dagmar lavede engang gule ærter til mere en 50 mennesker, siger de. - - Ja,
der blev så meget mad, at hun kunne tage det med på næste tur til Ålborg og
dele ud af det der. Dagmars gule ærter er de bedste i miles omkreds. I hvert
fald de bedste på Fur, mener naboerne. Men det elskelige par har ikke nok i at
se venneskaren i højtider og ferier. Dagmar står for brevskrivningen, der
holder forbindelsen ved lige i mellemtiden.
Hun skriver mere end 100 julekort hvert år, og hun får flere pakker og breve
igen. Hun har fået både det længste og det største julekort der nogensinde er
set på Fur. Det største er på omkring en halv kvadratmeter, det længste
adskillige meter, når det foldes ud.
Da børnene myldrede om bord
Nu skal Dagmar og Lars til at hygge sig
med minderne. De vil huske ankomsterne til Ålborg, hvor de har bekendte. Disses
børn og mange andre stod altid på kajen, når Ruth kom i havn. Det var som når
et juleskib kommer hjem. Da myldrede ungerne om bord, bredte sig over hele
skibet, i last og i styrehus, og midt ibland dem sad Dagmar og Lars og slappede
af over en kop kaffe, helt uforstyrret, og de glædede sig over det liv, der
blev på den gamle skude.
Deres skib var et husmandssted til søs, og som deres landbundne fæller måtte
Dagmar og Lars have optimisme. En gang havde de kun fået 17 tons til en tur. -
Men det var meget godt, fortæller Dagmar, ellers kunne vi ikke have haft de 17
feriegæster, der også skulle med.
Når Ruth nu bliver lagt op, skal skibsklokken
pilles af og ophænges ved huset i Nørre Debel. Når den ringer i ferietiden, er
det tegn til at de 16 feriebørn vi altid har, skal komme ind og spise. Udenfor
ferietiden skal det være signal til naboerne om, at kaffen er færdig. Dagmar
glæder sig over, at hendes Lasse nu er kommet hjem. For de to er som
nyforelskede. Hver gang, han har skullet tilbage til Livø efter et besøg, har
de omfavnet hinanden til afsked, og naboerne er kommet til at elske dem derfor.
- Nej, Dagmar og Lars får ingen kedelig alderdom.
ole.
Tilbage til Ruth-siden
Sidst opdateret den 1. september 2005
Torben Dyhr Krog - webmaster - (e-mail)